Barn i Skagen en vinterdag.

Vinterdage i Vesterby.

af Peter Mose Sørensen

Det var startet med at sne aftenen i forvejen. Peter havde lige været ude i den fine ny sne et kort øjeblik sammen med Torben, inden de blev kaldt ind, men Peter havde ikke drømt om at det blev så vildt. Der lå sne overalt i store dynger. Den lille vej, hvor Torben boede, lige overfor farmor og bedstefar, var ikke blevet ryddet endnu. Bedstefar gik udenfor og skovlede sne væk fra døren og over til baghuset, hvor han havde alle sine ting.
Peter havde boet hos farmor og bedstefar hele weekenden og han nød det i fulde drag.
Han skyndte mig at få morgenmad. Den var selvfølgelig parat og tøjet hang på radiatoren og var godt lunt. Peter vidste også, at hans støvler, der var blevet godt våde aftenen før, nu stod i gangen med avispapir i og var tørre. Sådan var det bare hos farmor og bedstefar.
Da han trådte ud af døren kom Torben susende med sin store kælk over fra den anden side af vejen. Sneen gik ham op til knæene, selv da han stod midt på vejen og inde ved gavlen af deres hus, var snedriverne højere end Torben.
”Kom”, råbte han. ”Vi skal hen til sømandskirken. Der er godt at kælke”.
”Skal sådan et par karle ikke hjælpe mig med at skovle sne?” spurgte bedstefar, men Peter kunne godt se, at det mente han ikke.
”Det må blive en anden dag”, svarede Peter. ”Vi skal lige have min kælk, og så er vi smuttet”, svarede han.
”Jamen, kælken har jeg givet væk til nogle børn, der var forbi lidt tidligere i morges”, lo bedstefar. ”Jeg troede jo ikke, I kom op mere i vinter”.
”Årh, hold nu op bedstefar. Klokken er jo kun halv ni, og det er lørdag”, grinede Peter. ” Det er da ikke sent”.
De hentede kælken, som selvfølgelig stod op ad baghuset, hvor den var blevet efterladt dagen før.

Henne ved sømandskirken var der allerede en del andre børn. Det var alle nogle Torben og Peter kendte. Ejner og de andre drenge fra den røde blok på Sveavej legede de altid med.
De spillede fodbold sammen hele sommeren, hvis de da ikke lige myrdede hinanden på skift, når man legede cowboy og indianere. Ejner stod på toppen af bakken, lige ud for præstens køkkenvindue, men det skete der aldrig noget ved. Den svenske sømandspræst var nemlig en rar mand, og hans kone smilede altid bare til os og vinkede, hvis vi hilste på hende i vinduet.
Torben og Peter asede op til Ejner.
”Hvor er din slæde” spurgte Torben.
”Jeg bruger ikke slæde i dag. Jeg har fået et nyt fartuhyre”, svarede Ejner og viste os et stykke metal af en slags, der var bøjet lidt op i den ene ende.
”Kan den glide”, spurgte Peter.
Ejner svarede ikke men satte sig bare på metalpladen, der ikke var større, end han lige kunne sidde der og holde fast i den opbøjede kant med hænderne, og af sted gik det.
Det gik stærkt, så stærkt, at han røg ud over kanten for enden af bakken og ned af det sidste stykke mod stakittet, hvor vi ikke mere kunne se ham.
”Hvor fanden blev han af”, sagde Torben, ”mon han røg gennem stakittet?”
Så kom Ejner op igen med sin blikplade-slæde under armen. Han så lidt rystet ud og havde sne over det hele.
”Hold da kæft”, råbte han. ”Jeg blev nødt til at kaste mig af i sidste øjeblik, ellers var jeg blevet slået til fiskefars mellem stakitspolerne”.
”Hvor har du fået den fra”, ville Peter vide og pegede på kælken.
”Den har Store Ole lavet til mig, Jeg var der omme i går aftes sammen med min far”.
Store Oles far var smed og havde et værksted lige i nærheden af hvor farmor og bedstefar boede.
”Tror du også vi kan få en”, spurgte Torben.
”Det ved jeg ikke, men vi kan da prøve at gå der hen senere”, svarede Ejner.


Hos Store Ole.

Det blev temmelig meget senere, de kom hen til Store Ole, for eftermiddagen gik med kælkning ved Sømandskirken, og de fik skam lov til at prøve Ejners nyanskaffelse. Og den var hurtig.
Da det var blevet lygtetid, skulle en del af de andre hjem, men Torben, Ejner og Peter gik over til smeden og bankede på.
Det var Oles mor, der åbnede. Hun så noget forbavset ud, da Ejner spurgte om Ole kunne lege. Han var trods alt konfirmeret, mens det kun var Ejner der var startet i skole af de tre andre. Torben og Peter skulle starte til sommer, og de havde begge to været oppe på skolen for at vise inspektøren, at de kunne nå venstre øre med højre hånd hen over hovedet. Det sidste havde Peter været noget nervøs over, for tænk nu, hvis hans arme var for korte.
Bedstefar sagde tit, at det var noget skidt, hvis man havde for korte arme og kløede et hvis sted, men så sagde farmor ”AKSEL” og så fik de aldrig at vide, hvor det kløede.
Store Ole kom ned fra sit værelse, som lå på 1. sal med vindue ud til gaden.
”Hvad vil I”, spurgte han og så på Ejner. Ejner sagde så, om ikke Ole lige kunne komme med ud i gården, for der var lige noget de skulle spørge om.
Store Ole gik med, men han så godt nok sur ud.
”Du skal sgu ikke komme rendende her, og så med sådan en flok små rollinger”, knurrede Ole, da døren var blevet lukket bag ham.
”Må Torben og Peter også få en blikslæde”, spurgte Ejner, mens han så ned på sine støvler.
”De synes, den du lavede til mig var skide god”, fortsatte Ejner.
”Ja, det er rigtigt, den er skide hurtig”, sagde Torben. Peter sagde ingenting, for han kunne se at Store Ole blev helt underlig i ansigtet
”I er sku da ikke rigtig kloge. Tror I bare, jeg kan gå ind og hugge materialer hos den gamle uden han opdager det?” hviskede han næsten.
Nu var Peter parat til at gå hjem. Han havde ikke haft den tanke overhovedet, at det var noget ulovligt de var i færd med her.
”Jeg tror altså ikke, jeg skal have en alligevel”, fik han fremstammet, ”og jeg skal også hjem at spise nu”.
Store Ole værdigede ham ikke et blik.
Peter så på Torben, for at se, om ikke også han ville gå, men han rykkede bare lidt tættere på Ejner og kikkede op på Store Ole. Så vendte Peter rundt og gik ud af gården og over vejen hen mod farmor og bedstefar.

”Nå, der kommer du. Vi skal også til at spise nu. Har du ikke Torben med hjem. Hans mor har været ude at kalde to gange nu”.
Det var farmor der modtog Peter i døren. Hun forventede ikke at få noget svar, så Peter mumlede bare et eller andet om Ejner og Store Ole og gik ind i køkkenet. Her sad bedstefar allerede ved klappen og ventede på kartoflerne. Bedstefar fik sin helt egen portion kartofler, kogt i sin helt egen gryde. Han skulle nemlig have så meget salt i, at andre ikke kunne spise af de kartofler. Peter havde prøvet, men de smagte grimt. Bedstefars kartoffelgryde var altid helt hvid af salt rundt kanten og farmor gemte den væk i det lille rum, der var under trappen, for de andre koner på vejen skulle i hvert fald ikke se den. Sådan var hun lidt sær, synes Peter.
Hvad kunne det gøre, hvis nabokonen så bedstefars kartoffelgryde. Det var ligesom med bedstefars lange underbukser, ”jenslynerne” som bedstefar sagde. De blev heller aldrig hængt til tørre på tørresnoren i gården. De hang altid for sig selv, inde i baghuset. Bedstefar havde tre par jenslynere. To til daglig brug og et par til fint brug. De sidste var næsten hvide.
Vi fik stegt flæsk med persillesovs. Peter fik persillesovs uden persille, for det brød han sig ikke om.
”Skal drengen nu have særbehandling igen”, kom det over fra bedstefar. Det sagde han altid, men det tog de sig ikke af, for glemte farmor at tage sovs fra til Peter uden persille i, så skældte bedstefar ud over det. ”Du ved da godt at knægten ikke kan lide det grønne skidt i sovsen”, lød det så.

Fartdjævle af blik.

Næste morgen sad Peter i køkkenet og kikkede ud af vinduet, for at se efter Torben. Han plejede jo at komme, lige så snart han havde fået morgenmad, men i dag lod han vente på sig. Da der var gået lidt tid, tog Peter tøjet på og gik uden for. Bedstefar stod igen og skovlede sne.
”Skal du hjælpe i dag”, spurgte han. Peter tog sin skovl og gav sig til at skovle sne inde i gården. De lagde det i en stor bunke op mod gavlen.
”Det ligner en hel iglo”, sagde bedstefar, ”men det ved du måske ikke, hvad er for noget”.
Så forklarede han mig, hvordan man på Grønland hos eskimoerne byggede huse af sneklodser. ”Man kaldte dem bare for igloer, og det er fordi de ikke taler dansk på Grønland”, fortalte bedstefar og prøvede at se klog ud under pelshuen med øreklapper.
Det blev næsten middag inden Torben dukkede op, men det var værd at vente på. Han kom med to flunkende nye blikslæder.
”Den ene er til dig”, råbte han inden han var nået helt over vejen. Store Ole lavede dem til os her til morgen, da hans far var kørt.
Peter skyndte sig at løbe Torben i møde.
”Værsgo, du kan tro det var svært at få ham overtalt”, sagde Torben med overlegen mine.
”Men så lovede jeg ham, at jeg nok skulle spørge Lene, om hun ville komme sammen”.
Lene var Torbens storesøster, og hun var lige så gammel som Store Ole.
”Vil hun da det?” spurgte Peter lidt nervøst. Han var nemlig selv lidt lun på Lene, selv om hun var alt for gammel, og selv om han heller ikke skulle have en kæreste.
”Er du rigtig klog”, svarede Torben. ”Hun siger, hun hellere vil være kærester med en af dem nede fra kasserne end at være kæreste med Store Ole”.
”Så må hun godt nok ikke kunne lide Store Ole,” tænkte Peter, for dem nede fra kasserne var nogle gamle ulækre mænd, der altid var fulde. Farmor kaldte dem for ”spritterne”, men det vidste Peter ikke helt hvad betød. Sprit var da noget farmor og mor pudsede spejle i.
”Kom du ikke for sent hjem i går”, spurgte Peter.
”Jo, men den gamle kom slet ikke, så mor skældte ikke engang ud. Hun gemte røvfulden til far, da han endelig dukkede op her til morgen. Han var pissefuld, og havde brugt det meste af hyren.
Mor siger, at nu skal vi have vandgrød resten af måneden for at klare den, men det siger hun altid, når han har drukket pengene op.”
”Du kan da bare gå ind til farmor og få lidt at spise. Hun har altid noget i skabet,” sagde Peter mens han utilpas sparkede lidt i sneen. Han kunne ikke lide, når Torben snakkede om sine forældre på den måde. Det var så ubehageligt. Bedre at lade være, synes han.
”Nå, men skulle vi ikke se at komme hen til Sømandskirken og få afprøvet vores nye fartdjævle”, spurgte Torben og begyndte at gå.
Ved Sømandskirken var de andre allerede i fuld gang. Ejner havde arrangeret en konkurrence, hvor det gjaldt om at køre om kap ned af bakken. Han havde vundet hver gang indtil nu. Da han så Torben og Peter med deres nye slæder, skulede han til dem og snøftede: ”Nå, har I tigget jer til en også. Lad os så se om I kan noget.”
Så vendte han rundt og gik op på toppen af bakken og ventede på Peter og Torben. Da de alle tre var klar på toppen, råbte Ejner til de andre drenge, at de skulle se at komme væk, for nu skulle der køres stærkt.
”Er I klar. Når jeg siger nu”, sagde Ejner uden at kigge på dem. ”1, 2, 3” og så kastede han sig ned over sin blikslæde. ”Nu” skreg han, men da var han allerede et par meter foran.
Peter og Torben kastede sig over deres slæder og ned af bakken gik det i susende fart.
Ejner kom først.
”Du snød”, sagde Torben. ”Det gælder ikke”.
”Gu’ snød jeg da ej. Skal du have en på bærret”, svarede Ejner, og så stod de og stirrede på hinanden et par sekunder.
”Vi vil have en omstart, ik’ Peter,” sagde Torben.
”Jo”, hviskede Peter slemt nervøs for, om det her skulle ende i slagsmål. Han hadede at slås og gjorde, hvad han kunne for at undgå det.
”Dårlige tabere”, sagde Ejner så og snurrede rundt og løb op mod toppen af bakken. ”Så kom da”, råbte han.
Peter og Torben skyndte sig efter ham og nåede toppen af bakken inden han havde fået lagt slæden fra sig på sneen.
”Jeg tæller denne gang”, sagde Torben.
”Nix, det gør Peter, for han snyder ikke,” svarede Ejner uden at se på Torben, der uden videre vrøvl accepterede det.
”1, 2, 3 – nu”, råbte Peter og kastede sig over sin slæde.
Denne gang var de nede næsten samtidig. Der var ikke mange cm. imellem dem og Peter blev bedt om at dømme mellem dem. Efter lidt tid sagde han: ”Uafgjort mellem Ejner og Torben og mig selv nummer tre”.
”Ok”, sagde Ejner og Torben og dunkede hinanden på skulderen.
”Skal vi ikke lave et slædehold”, spurgte Ejner. ”Det kunne hedde blikdjævlene”.
Og sådan blev det så resten af eftermiddagen. Blikdjævlene kørte fra alle de andre og den lille kælkebakke ved Sømandskirken blev slidt godt og grundigt ned.
”I morgen prøver vi Fyrbakken”, sagde Ejner, da de gik hjemad. ”Ok, det bliver sjovt”, svarede Torben.

Peter sagde ingenting, for han vidste, at han ikke fik lov at tage helt derud. Det var jo helt nede ved Vippefyret i Østerby.

Tilbage på pinden

Sommerferien er en saga blot og hverdagens trivielle gåen på arbejde hænger en tungt over hovedet.

Nej, sådan er det heldigvis ikke. Ganske vist er sommerferien lagt bag os, og vejret kunne som sædvanlig godt have været bedre, men det har nu veæret en rigtig dejlig ferie med masser af afslapning, masser af samvær med gode venner og familie. Batterierne er ladet godt op til et nyt skoleår.

På Søby Skole er vi startet lidt underligt i år. Den første uge gik med, at John (pensioneret skoleinspektør) gik og tømte ud i skuffer og skabe før han fredag den 22. august sagde farvel og tak. Det er nu os der takker, ikke fordi John gik, men for det han gennem årene har givet til skolen.

Inden det, var vi dog på udflugt - hele skolen- til Odense Zoo. En tur Søby Værft havde sponsoreret. Vi havde en kanon god dag, og vi er dybt taknemmelige for den opbagning til skolen vores lokalområde giver os.

Vi holdt reception på skolen den 22. august for John og havde en meget fin eftermiddag.

Nu er det så undertegnede, der skal styre skuden det næste års tid. Man er blevet konstitueret skoleleder, indtil vores politikere finder ud af, hvad de vil med ledelsesstrukturen inden for skolevæsenet. Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal barsle med en anbefaling inden jul, så jeg håber, vi snart bliver kaldt sammen, så vi i god tid kan komme igang med arbejdet. Det er jo ikke bare sådan lige noget, man laver på en uge eller fjorten dage.

Hvor om alting er, så glæder jeg mig til mit nye job. Det bliver spændende, og jeg er helt rolig ved det, for jeg føler en god opbakning fra kollegaerne og de forældre, jeg har talt med indtil nu. Det er jo dejligt.

"Tillykke med dit nye arbejde som direktør for skolen", kom en knægt og sagde. "Nej, jeg vil altså være generaldirektør", svarede jeg, morsom som jeg er?

"Nå, men tillykke alligevel", lød svaret.

Han var ikke sådan og imponere med titler, og det håber jeg heller ikke I andre er. Jeg er stadig væk bare Peter Mose. Jeg skal sidde lidt mere på kontoret, rende til lidt flere møder og have lidt større ansvar, og det glæder jeg mig til.

Lørdag den 30. august havde skolebestyrelsen arrangeret en aktivdag, der stod i sportens og legens tegn. Ca. halvdelen af skolens elever var mødt frem og omkring 40 forældre, så der var gang i den på boldbanen og i gymnastiksalen. Det var en rigtig fin dag, hvor man tydeligt fornemmede, at forældrene snakkede godt sammen og kunne lide at hygge sig sammen med børnene. Vi sluttede kl. 13 godt afmaste og svedige, men glade. Tak for en god oplevelse til børn og ikke mindst jer forældre. Næste gang håber vi på endnu flere deltagere.

Vejret er jo dejligt udenfor, så mon ikke det er tid til en lille runde på Danmarks flottest beliggende golfbane - Ærø Golfklub.

God weekend.

Konfirmation, emneuge, lejrskole og eksamenstid.

Konfirmation, emneuge, lejrskole og eksamenstid har umiddelbart ikke så meget med hinanden og gøre, kunne man tænke. Det er også helt rigtigt, men ikke desto mindre er det emnerne her.

Vores den yngste, Sebastian blev konfirmeret her den 18. maj. Det kræver en masse forberedelse, sådan en fest. Vi har jo hele familien andre steder end på Ærø, så der kom gæster fra stort set alle egne af landet. Næsten alle inviterede mødte op, så det var rigtig dejligt. Alle de "gamle" mostre, tanter og onkler kom på nær et par stykker, der desværre ikke kan klare turen mere. De var selvfølgelig savnet sådan en dag, hvor alle vi andre kunne hygge os med en masse snak.

Det var en rigtig god dag for Sebastian, og for alle andre i selskabet, skal man tro de tilbagemeldinger vi har fået. Næsten alle var kommet allerede om fredagen og fik tid til at se vores dejlige ø, som selvfølgelig viste sig fra sin bedste side med solskin og dejligt vejr. Nogle var også ude at spille golf, og de blev som så mange andre bjergtaget af banen med dens fantastiske beliggenhed. Onkel Kaj er allerede igang med at arrangere den næste tur til Ærø med golfudstyret. Selv fik jeg ikke udgangstilladelse af fruen, da hun mente, vi havde rigeligt andet at se til i dagene op til konfirmationen. Det var vel også rimeligt nok.

Det var dejligt at se dem alle sammen samlet igen. Tak fordi I kom.

Blå mandag blev der ikke noget af til mig. Vi startede emneuge på skolen. Det handlede om vikingetiden, og vi begyndte mandagen med at døbe vores nye vikingeskib "Ravnens Øje" som nu er en del af legepladsen. Skibet er lavet af Peter Lundtang, som er forældre på skolen. Det er rigtigt dejligt med den flotte opbakning, vi altid får fra forældreside her på skolen. Kom forbi og se vidunderet. Det er altså flot.

Personligt var jeg noget mat i sokkerne mandag morgen, men når man så oplever den gode stemning der er blandt kollegaer og elever, så trækker man sig selv op og er med. Det blev en rigtig god uge, hvor vi lavede rigtig mange flotte ting og lærte en hel del om, hvad der skete i vikingetiden.

Lejrskoletid er det jo også. Vi har haft 6. klasse på den traditionelle tur til Bornholm, og jeg selv var på Ulveholm med 3. klasse. Ulveholm er kommunens, men det deles med hjemmeværnet. Det kan man godt se, for der er altid møg beskidt. Heldigvis kommer der så engang imellem en skoleklasse forbi i nogle dage, og når de er rejst igen, er Ulveholm gjort pænt rent. Området ved Ulveholm er fantastisk flot beliggende med udsigt over vandet mod Drejø. Det meste af området er i dag en del af øhavs-sti-systemet og der er også en primitiv lejrplads på stedet. Bestemt et besøg værd.

Eksamen har vi ikke så meget med at gøre på en skole med elever til 6. klasse, men når man har to døtre, der går henholdsvis på sidste år på handelskolen og på andet år på seminariet, så får man del i det. Telefonen ringer heldigvis tit, hvis pigerne skal spørge om noget, og af og til kan vi hjælpe. Det er da dejligt. Det er i øvrigt gået godt. Begge tøser har klaret det flot, og så skal man jo som bekendt huske at rose sine børn. Godt gået piger. Vi er stolte af jer.

Nu skal undertegnede så snart have ferie. Det er tid til at lægge øre til alle de misundelige bemærkninger om, hvor godt en skolelærer har det, og om al den ferie vi altid har. Det er ligeledes tid til at ruste sig mod alle de perfide angreb dagspressen og en god del af vores politikere bruger agurketiden på at rette mod lærerstanden. Men kom bare an. Jeg har opsagt avisen, og jeg ved jo godt, at der ikke er nogen af jer politikere, der vil bytte job med mig. Det har I det for godt til.

God sommer.

Den sidste bastion

Her lige efter en vel overstået bededagsferie kom jeg for skade at læse i mit fagblad Folkeskolen (17. april 2008), eller var det Underviseren, nå ligemeget med det, men her stod, at landets seminarier ikke har fået det antal ansøgninger de kunne ønske sig, og at det i særdeleshed stod galt til med tilmeldinger til liniefaget "Materiel design".

Hvad er "Materiel design" kunne man fristes til at spørge, for det er da godt nok ikke et fag, der eksisterer i folkeskolen. Til almindelig oplysninjg, kan jeg meddele, at det er et misfoster af et fag fremkommet af en sammenlægning af to ellers hæderkronede fag - håndarbejde og sløjd.

Nogle, sikkert på andre områder kompetente mennesker, har lagt disse to fag sammen og givet dem langt færre timer, end de havde tilsammen før sammenlægningen. Alt dette er sket på trods af alle fagfolks modsatte anbefaling, i den hellige seminariereforms navn.

Sløjd var ellers mændenes sidste bastion i læreruddannelsen. Det var her en mand kunne få lov til at lave noget, der trods alt lignede lidt et håndværk.

Nu er det ikke længere et håndens fag, men noget med design, noget der kan laves på papir, på computer eller bare i teorien som hjernespin. Nu skal de kommende mandlige sløjdlærere altså også kunne strikke, sy og lave strapudemaj. Skal de kvindelige håndarbejdslærere så også kunne høvle, save og hamre? Skal man kunne sy et skakbræt i to træsorter, og skal man kunne høvle en trøje i hønsestrik? Hvad er det for noget møg?

I det ganske land sukker man over, at der er for få, især mænd, der vil være lærere. Det prøver man så at gøre noget ved med den ene seminariereform efter den anden. Liniefagenes antal er ændret gang på gang, deres timetal er beskåret til det umulige og fagene er reformeret til det ukendelige.

Hvad var der galt med den læreruddannelse der gav alle lærere en grunduddannelse, så de var i stand til at undervise fra 0. til 7. klassetrin i de fleste fag, og en overbygning med to liniefag som man så var god til, og som rent faktisk svarede til de fag man mødte i folkeskolen? Ind i mellem var der så praktikperioder, som godt nok var for korte, men de var der dog.

Efter min mening er det noget i den stil man skal tilbage til. Det vil give de lærerstuderende tiden til at blive faglig dygtige og tid til at opnå en hvis form for sikkerhed inden de bliver sluppet ud til ungerne. Hvis seminarierne så også ville stille lærere til rådighed, så var der en chance for, at de kommende lærere ville blive rigtig gode. Som det er i dag ser mange lærerstuderende en underviser en til to gange om ugen i deres liniefag. Resten af tiden er selvstudier? Her er gode råd godt nok dyre.

Det er ikke ond vilje fra seminariernes side, men tvungen nødvendighed p.g.a. alle de besparelser denne regering med Bertel Haarder i spidsen har pålagt seminarierne.

Mændenes sidste bastion i læreruddannelsen er altså røget, og så undre man sig over at ingen vil være lærer!

Husk at sige når du er stolt over dine børn.

Vi var ude at spille golf i weekenden, sønnen og jeg. Det gik da nogenlunde uden at det var fremragende for mit vedkommende. Jeg vandt dog en flaske rødvin for at være tættest på hul på hul 10. Kun 1,63 m. fra flaget. Det var et godt slag, som jeg kan tale om længe. Desværre blev en af de faste makkere nr. 1 i matchen, så han skal nok få lukket munden på mig. Det er den slags små stød livet giver. Bedst som man tror man er oven på, er der en af gutterne der vinder håneretten.
Nå, men knægten blev altså nr. 2 i sin række og vandt tættest på hul på hul 5. Godt gået, og så har han endda ikke gået og spillet hele vinteren. Måske har han ligefrem en smule talent? Det ville da være rart. Så kunne han da forsørge sine forældre på deres gamle dage, hvis han kom til at tjene millionerne på golfbanerne.
Jeg glemte imidlertid at rose ham. Jeg fik ikke skrevet min blog om weekendens strabadser. Her kunne jeg have nævnt det. For jeg er da stolt over knægten. Det er da noget særligt at se ens afkom stå og modtage præmie for noget, han har gjort godt, og det skal han selvfølgelig vide. Nu er det sagt og skrevet. Jeg er stolt over min søn, og over mine to piger i øvrigt. De gør det kanon med det de er i gang med.
Jeg kunne selvfølgelig undskylde mig med, at jeg er af beskeden jysk oprindelse, og at det ligger sådan nogle som os fjernt at prale. Vi underdriver hellere lidt for at være på den sikre side. Men så var det at Ib fra Stokkeby, han er vist fra Sjælland, sagde til knægten, hvorfor jeg ikke havde pralet lidt med sønnens resultater i weekenden. Og selvfølgelig har du ret Ib. Vi skal vise og sige, når vi har noget at være stolte af. Tak for påmindelsen.
God uge til alle og husk nu at sige når I er stolte over Jeres afkom.

Kommunen fester

Ja, så gik den weekend. Alle kommunens medarbejdere var budt til fest i fredags. Vi skulle godt nok selv betale den kurfyrstelige sum af 100 kr. for mad, musik, underholdning og transport, men det er da billigt.

Alligevel var der ikke nær den tilslutning til festen, som arrangørerne havde håbet. Dagen var måske lidt uheldig valgt, da festen faldt sammen med, at der var garantmøde i Fioniabank, men det er ikke hele forklaringen. Jeg har hørt, at visse personalegrupper i kommunen nærmest boykottede festen, da de mener, det ikke er noget at bruge penge på. De ville hellere have noget mere i løn. Jeg ved godt, at den løn de fleste i kommunen får, ikke er noget at råbe hurra for, men at blive væk fra en god oplevelse med den begrundelse er godt nok småt tænkt. Hvor meget tror man, at det vil give i lønforhøjelse, hvis kommunens ansatte skulle have delt det beløb, der er afsat til festen? Lad os sige, at der blev 5,- kr. ekstra i måneden. Vi er 800 ansatte i kommunen rundt regnet. Det vil give 48.000,- kr. på et år. Det kunne sagtens være det beløb det kostede kommunen at holde festen, når egenbetalingen og indtægten fra salg af drikkevarer er regnet med.

Altså 5,- kr. som der skal betales skat af. Så er der ca. 2,75 kr. tilbage. Så skal vi huske at lægge lidt til side til pensionen - så er der 2,- kr. tilbage. Her i huset tager konen så halvdelen (vi skal have konfirmation i maj og det koster) - så er der 1 kr. tilbage. Det er fire 25 ører og 25 øren er afskaffet fra efteråret, så der blev ikke meget tilbage til mig. Nej, så hellere deltage i en fest med godt humør. Den er da i det mindste skattefri (håber jeg)
Hvad med det sociale aspekt i sådan en fest. Hvad er det værd? Hvis man ikke ønsker den dimension, kan man selvfølgelig bare være sig selv nok og fint nok for det. Det skal man da have lov til, men gud hvor det er kedeligt og snæversynet.

Festen gik i øvrigt fint. Vi blev belært om, at man lige skal give dagligdagen det lille ekstra, der gør vores job værd at møde frem på hver dag, og som vil gøre at vores "kunder" vil elske os.

Det blev samtidig sagt, at det lille ekstra kun kommer i de situationer, hvor medarbejderen har stor indflydelse på egen arbejdsplads. Jeg håber inderligt, at vores til festen tilstedeværende kultur- og socialchef hørte godt efter, så han kan fortælle det videre til den ikke tilstedeværende direktør for samme område.

Nå, lørdag var jeg i øvrigt med familien i Odense, hvor vi skulle købe konfirmationstøj til knægten. Der var dømt Rosengårdscentret, men inden da skulle far her lige en tur i Progolfscandinavia. I guder et slaraffenland for golfere. Her kunne jeg godt have tilbragt meget mere tid end den halve time det blev til, men det må nok blive en anden gang, hvor det er gutterne der er med.

Rosengårdscentret er et sted, hvor folk, især mænd, vader formålsløst frem og tilbage i mange timer. Der er alt for meget at vælge imellem, og så går det galt. I butik nr. 4 med konfirmationstøj og en knægt der sagde "det ved jeg ikke" hver gang han blev spurgt om noget, kom der heldigvis en hurtig ung pige og spurgte om hun kunne hjælpe. Ja tak, sagde jeg, og så gik det som helt godt. Vi fik smidt nogle klude på knægten og han så sgu' godt ud. Hen og betale og ud i en fart inden fruen fik snakket mere om ,at jeg også kunne trænge til noget nyt tøj. Jeg var nu nået til det stadie, hvor alle spotlamperne føltes som højfjeldssole. Jeg svedte så det tapløb fra mig. Altså ud og hjem igen. Vi klarede turen igennem centret med pitstop i Kvikly, Matas, en skoforretning og en forretning hvor mellemste datter skulle se på undertøj. "Her behøver I altså ikke gå med ind", fik vi at vide, så det blev til et kvarters hvilen ben på en bænk. Har I nogensinde tænkt over støjniveauet sådan et sted. Det er altså højt, sådan en lørdag eftermiddag. Nu kunne jeg godt mærke fredagens fest, den var altså god, i alle lemmer og led. På forunderlig vis opdager jeg altid nogle muskler, jeg ikke trode jeg havde, efter sådan en fest med for mange kvinder og for lidt mænd.

Nu er det så søndag, og jeg har ikke været på golfbanen, selv om jeg har en spritny driver stående. Det var der ikke tid til. Jeg skulle nemlig have revision på vandværkets regnskab. Det gik også fint, men det havde været sjovere at spille golf.

God uge til alle. Husk at tage det fineste festtøj på en af dagene, og prøv så at gå baglæns ind på kontoret, værkstedet eller i klassen og se hvad der sker. Det kunne så være denne uges lille ekstra.

NB. Husk, at nu er vi på sommertid.

Påskeferie - hurra og dog!

I fredags da jeg gik hjem fra skole, var humøret ganske højt. Det til trods for, at jeg godt vidste, at der ventede en større gang rengøring. Jeg var nemlig på vej hjem til påskeferien. Det er jo en af fordelene ved at være skolelærer, vi har lidt flere fridage end så mange andre.
Lørdag fik vi mellemste datter vel hjem fra Ægypten, og det blev lige til et par timer på golfbanen, godt nok helt alene, da mine sædvanlige "legekammerater" var blevet forhindret. To var på familiebesøg på Fyn, og en var taget på bustur til Italien for at bo i Amaronedistriktet, den stakkel. Bare han nu klarer det! Nå, men det gik da meget godt, selv om det nu er sjovere at have nogle at spille sammen med. Om aftenen havde vi gæster til lidt god mad og noget god vin. Det gik også godt.
Søndag skulle vi til håndbold, for at se yngste skud på stammen spille. Det gik rigtig godt. De vandt med en enkelt pind. Det er i øvrigt en dejlig måde at få luftet sine frustrationer på. Tænk man kan sidde der og råbe efter andre uden det har andre konsekvenser, at ens søn meddeler en, at man er pinlig. Det er jo hans problem, skulle jeg mene. Som forældre har man da retten til at være pinlig og til tider direkte håbløs i en teenagers øjne -eller hva'? Om eftermiddagen havde jeg heldigvis en aftale på golfbanen med min skoleinspektør og en af de fra familietræf hjemvendte legekammerater. Det blev en rigtig god eftermiddag, og jeg har lovet at prale vidt og bredt om, at førnævnte inspektør lavede Hole in one på hul fem. Heldigvis er det da ikke noget der tæller nogen steder, da vi spiller på vintergreen, for ellers bliver han da ikke til holde ud at være i nærheden af. Men flot , det var det.
Så er det blevet mandag. Konen står op til normal tid, hun skal jo på arbejde, den stakkel. Jeg bliver liggende så længe jeg kan holde det ud. Udenfor skinner solen, fuglene kvidre og hunden ligger og nyder livet op af en gammel træstup. Mellemste datter ligger på sofaen og småsover let smilende, hun er forelsket, mens fjernsynet kører med noget morgen-tv.
Så kommer det. Endnu to danske soldater er blevet dræbt i Afghanistan Endnu to danske soldater er dræbt et sted i verden, hvor vi fandeme ikke har noget at gøre.
Fanden tage dig Andres Fogh og alle dine ligesindede, der mener at Danmark skal være en krigsførende nation.
God påske.

Nye venner

Forleden i vores lokale avis, var der to store artikler. Den ene handlede om en lokalpolitiker, der havde skiftet parti her midt i en valgperiode.
Det var foranlediget af den evindelige ærøske færgedebat, og man kan da godt have en vis sympati for de fremførte synspunkter. Alligevel sidder jeg tilbage med den der fornemmelse af, at de vælgere der stemte på manden må føle sig snydt. Det er dog helt legitimt at gøre det, altså skifte hest midt i vadestedet. Landets højest betalte politikere gør det jo, så hvorfor skulle en lokalpolitiker så ikke.


Kan vi ikke enes med de venner vi først valgte, får vi da bare nogle nye. Kan vi ikke med konen/manden får vi da bare en ny osv.
Det er åbenbart blevet en trend i den velhavende del af verden. Kamp for det vi står for og en smule udholdenhed, er ikke rigtigt på mode. Forhold kan dog blive så spegede og urimelige, at det at blive ikke længere er rimeligt, det skal jeg dog gerne vedgå.
Så må man vælge sig nye venner.


Den anden artikel handlede om en ny mulig samarbejdspartner for Ærø kommune. Borgmesteren og andre politikere havde været på Als, for at snakke om fremtiden.
Og ved I hvad? De kunne lide os.
De vil gerne samarbejde og de vil gerne hjælpe med færgehavne, forbindelser videre ud i den store verden osv. Det var dog en behagelig melding.
Her skal man, efter min beskedne mening, ikke tøve med at vælge sig nogle nye venner. Ret snuden mod Als og Sønderborg. Her får vi en ordentlig behandling lader det til. Her er man på forhånd positivt indstillet, ligesom i Fåborg i øvrigt, og ikke vrangvillige og negative som vi næsten altid kun oplever det fra Svendborgs side. Hermed ikke sagt, at vi skal skrotte gamle gnavne venner. Vi skal stadig sejle ind til Svendborg by med en færge, og så er det da rarest, hvis de indfødte er nogenlunde venligsindede.
Men det er nu rart at få nye venner også.


Jeg har i øvrigt lige været til årsmøde i vores lokale Dagli' Brugs. En dejlig aften med en masse overvejende positive mennesker, der pænt sad og ventede på at formanden og uddeleren skulle blive færdige med beretningen, så de kunne komme i gang med det egentlige. Kaffen og det efterfølgende bankospil.
Under beretningen blev der spurgt til den dividende, der nu er en saga blot og afløst af et lotteri ingen har bedt om at deltage i. Får vi den optjente dividende udbetalt, vi har sparet op i 2007 og hvad med de dividende-midler FDB gennem årene har henlagt til reserver? Kan de stadig kun komme til udbetaling efter man er fyldt 70 år, og så endda kun efter ansøgning?
Hvis nogen i FDB's top læser sådan noget som det her, så kunne denne her formand for et lokalt butiksråd godt tænke sig et svar.


God uge fortsat og pas nu på Jeres venner - nye som gamle.

Statsstøttet kunst forpligter vel?

Var på et rigtigt godt kursus forleden, hvor jeg blev godt inspireret til at lave noget så sjældent som et tværfagligt forløb mellem matematik og billedkunst. Det handler om konstruktivisme og jeg havde på kurset bl. a. fået at vide, at man på Louisiana har en fremragende skoletjeneste. Her har man udarbejdet forskellige materialer tilrettelagt for forskellige aldersgrupper. Det er jo bare helt fint, og minsandten om ikke også de har noget om konstruktivisme.

Du skal ringe ind til dem, sagde den søde kursusholder. De vil helst snakke med de lærere, der henvender sig.

Som sagt så gjort. Jeg tog telefonen og ringede Louisiana op, efter kl. 10.00 selvfølgelig. Fik fat i skoletjenesten og fik så at vide, at man sandelig ikke sendte materiale ud til skolerne mere. Det havde man gjort, men var nu holdt op med det. Til gengæld lå det til fri afbenyttelse i deres børnehus.

Jeg sagde forsigtigt, i håb om nogen forståelse, at det jo ikke var så nemt, når man nu engang var bosat på Ærø. Det kunne damen godt se, men det var nu engang sådan.

Konklusionen må være , at skoletjenesten på Louisiana nu kun er for tilrejsende skoler eller de nærmeste naboer. Det er ikke godt nok efter min mening. Der er garanteret statslige kroner i måsen på Louisiana, og derfor må deres skoletjeneste/ formidlingsafdeling også være for alle, selv om man ikke lige bor i nærheden. Jeg synes ligesom, at Louisiana og, alle andre museer for den sags skyld, er forpligtiget til at yde den service. De kan da bare forlange portoen betalt + evt. et ekspeditionsgebyr. Det er jo så moderne.

Bare se på på postvæsenet. De seneste års "serviceforbedringer" har jo betydet, at hvis man vil have sin post, før man går hjem fra arbejde, skal man betale ekstra for det. Hvis man vil have en postboks, for selv at hente sin post tidligt på dagen, skal man betale ekstra for det. De stakkels postbude bliver længere og længere tid om at bringe mindre og mindre mængder af brev- og pakkepost ud.

Måske fordi at al den lokale post også skal sende langt pokker i vold, for at blive sorteret i nogle meget store og fine anlæg, for så at blive sendt tilbage til de bude,(som lige så godt kunne have sorteret det i første omgang, og som oven i købet ved noget om, hvor folk bor lokalt)der skal bringe det ud. Det tager da ekstra tid og skaber en masse unødig transport på vores overbelastede veje.

Nå, nu er det heldig vis snart weekend igen. Så skal der spilles golf, hvis vejret ellers vil.

Det var så den weekend

Fredag efter skole. Man styrter afsted - hjem. Ikke fordi det hele hænger en langt ud af halsen eller noget, nej, nej slet ikke. Men der var lige kommet en aftale om et slag golf istand inden stormen skulle ramme os. Det blev en dejlig eftermiddag på Ærø Golfklubs bane ved Skjoldnæs med udsigt til Als, Lillebælt og øhavet over mod Fyn.
Vel hjemme igen skimmer man lige avisen. Er der nu sket noget revolutionerende siden sidst?
Et par overskrifter springer mig i øjnene.
"S skal bruge en mand der kan sælge billetter". står der på Svendborgsiden. Nå da da, så skal der nok være cirkus hos S i Svendborgkredsen kunne man fristes til at sige. Måtte lige læse hele artiklen. Man vil have en ny borgmesterkandidat der er mere folkelig. Jeg håber for Svendborgkredsens skyld, at vedkommende også bliver en dygtig politiker.
Hos Venstre i Svendborg vil man ikke have at Ærø-færgen skal sejle til Skovballe. "Ærø skal ikke bestemme hvor færgen skal sejle til på Fynssiden", siger man i Venstre. De mener, at der allerede er en god havn i Svendborg, og tænk her er noget jeg kan være enig med nogen fra venstre om. Havnen i Svendborg er det sted, en færge fra Ærøskøbing skal sejle til. Det er Svendborg langt de fleste skal til, hvis man da ikke lige skal videre til Jylland, Sjælland eller et andet sted på Fyn. Hvilke færger der så skal sejle til Svendborg og hvor tit, det lader jeg andre kloge hoveder om at beslutte. Det er frekvensen i afgange der er vigtig, ikke om det tager en time eller fem kvarter. Og så skal der selvfølgelig sejle færger fra Søby til Faaborg og Als med den tunge trafik. Her skal der nye færger til. De der sejler der idag er for små og alt for gamle og burde være skiftet ud for længst.
Dagens store nyhed på Ærø siden handler ikke om færger eller skoler. Nej, det er de Radikale, der snart holder stiftende generalforsamling. Held og lykke med det foretagende. Det Radikale Venstre har om ikke andet, så en lang og god tradition for at føre anstændig skolepolitik, og det kunne vi da godt trænge lidt til, set i lyset af den seneste tids debat om skolevæsnet på Ærø.
Lørdag gik med en 70 års fødselsdag på skønne Søbygaard. Det var en oplevelse af de gode. Ca. 100 mennesker der kun var sammen for at hylde fødselaren og have det rart sammen, det var dejligt.
Så nu er det altså søndag. Ingen golf i dag, så der var god tid til at nyde morgenkrydderen efter at have fået sendt yngste skud på stammen i kirke. Han skal nemlig snart konfirmeres, så der skal ydes noget. Radioen stillet ind på Café Hack og en god bog foran sig- så er det søndag.
Kom så lige i tanke om at jeg slet ikke havde skrevet her i min blog i et par dage, og det går jo virkelig ikke. Så her er den så. Mose's mening om stort og småt, hvad enten I kan lide den eller ej.
Kan I alle, uanset religion eller politisk ståsted, have en god arbejsduge. Husk nu, at man kun lægger sig syg, hvis det er højst nødvendigt. Alt andet er noget pjæk.

Kedelig utilpasset eller kreativ positiv

Når man ser det hele sådan lidt fra oven og i den flotteste solnedgang, ser Ærø jo ganske fredelig ud. Det er den skam også. Vi er da heldigvis ikke blevet begavet med en masse af det skidt man slås med andre steder. Vores unge er endnu ikke så utilpassede at de render rundt og brænder skoler, biler og containere af af bare kedsomhed, og de lokale præster har endnu ikke opfordret nogen (så vidt jeg ved da) til at slå andre ihjel. Det skal vi være taknemmelige for, og det er jeg da også.

Jeg var et smut i Odense i dag. På kursus for at udvide min horisont. "Matematik i kunsten og kunst i matematikken" var temaet. Et dejligt kursus, hvor jeg i nogle timer fik lov til at glemme al vrøvl og ballade, og bare koncentrere mig om at være kreativ. Af og til sad jeg godt nok og spekulerede på, om bilen nu også var der, når jeg kom ud igen, eller om den var blevet brændt af. Men så gik det op for mig, at selvfølgelig skete der ikke noget. Det var jo om dagen og alle de utilpassede lå jo hjemme og sov, så de kan være friske og udhvilede til nattens og den kommende weekends udskejelser. De havde nok haft bedre af at komme på kursus og lære at udtrykke sig kreativt - positivt. Men det kræver selvfølgelig en indsats af både de unge og ikke mindst af deres ansvarsløse forældre.

Må vi alle, uanset religiøst og politisk ståsted, få en fredelig og rolig weekend.

Hvorfor nu det?

Når man lover noget - så holder man det.
Det har jeg da lært, der hvor jeg kommer fra.
Det gælder bare ikke når man er politiker -eller hvad?
Vi skal have ro om skolerne i resten af valgperioden, sagde man på Ærø, da man havde lukket Ærøskøbing skole.
Hvorfor så det umulige forslag, der er fremsendt fra Kultur-og Socialudvalget? Omtalen i Fyns Amtsavis i fredags gav ingen forklaring fra formanden for udvalget, men han har måske ikke en?
Jeg har i min verden ikke set/ hørt nogen god begrundelse for den foreslåede ændring af ledelsesstrukturen.
Så hvorfor nu det???
Der er ingen økonomisk gevinst ved forslaget - så hvorfor nu det?
Det er så trætteligt, når nogen vil lave om på forhold, der fungere godt og fint, bare fordi de har fået en fiks ide, og som ingen med forstand på skoleforhold i øvrigt kan anbefale.
Så hvorfor nu det??