af Peter Mose Sørensen
Det var startet med at sne aftenen i forvejen. Peter havde lige været ude i den fine ny sne et kort øjeblik sammen med Torben, inden de blev kaldt ind, men Peter havde ikke drømt om at det blev så vildt. Der lå sne overalt i store dynger. Den lille vej, hvor Torben boede, lige overfor farmor og bedstefar, var ikke blevet ryddet endnu. Bedstefar gik udenfor og skovlede sne væk fra døren og over til baghuset, hvor han havde alle sine ting.
Peter havde boet hos farmor og bedstefar hele weekenden og han nød det i fulde drag.
Han skyndte mig at få morgenmad. Den var selvfølgelig parat og tøjet hang på radiatoren og var godt lunt. Peter vidste også, at hans støvler, der var blevet godt våde aftenen før, nu stod i gangen med avispapir i og var tørre. Sådan var det bare hos farmor og bedstefar.
Da han trådte ud af døren kom Torben susende med sin store kælk over fra den anden side af vejen. Sneen gik ham op til knæene, selv da han stod midt på vejen og inde ved gavlen af deres hus, var snedriverne højere end Torben.
”Kom”, råbte han. ”Vi skal hen til sømandskirken. Der er godt at kælke”.
”Skal sådan et par karle ikke hjælpe mig med at skovle sne?” spurgte bedstefar, men Peter kunne godt se, at det mente han ikke.
”Det må blive en anden dag”, svarede Peter. ”Vi skal lige have min kælk, og så er vi smuttet”, svarede han.
”Jamen, kælken har jeg givet væk til nogle børn, der var forbi lidt tidligere i morges”, lo bedstefar. ”Jeg troede jo ikke, I kom op mere i vinter”.
”Årh, hold nu op bedstefar. Klokken er jo kun halv ni, og det er lørdag”, grinede Peter. ” Det er da ikke sent”.
De hentede kælken, som selvfølgelig stod op ad baghuset, hvor den var blevet efterladt dagen før.
Henne ved sømandskirken var der allerede en del andre børn. Det var alle nogle Torben og Peter kendte. Ejner og de andre drenge fra den røde blok på Sveavej legede de altid med.
De spillede fodbold sammen hele sommeren, hvis de da ikke lige myrdede hinanden på skift, når man legede cowboy og indianere. Ejner stod på toppen af bakken, lige ud for præstens køkkenvindue, men det skete der aldrig noget ved. Den svenske sømandspræst var nemlig en rar mand, og hans kone smilede altid bare til os og vinkede, hvis vi hilste på hende i vinduet.
Torben og Peter asede op til Ejner.
”Hvor er din slæde” spurgte Torben.
”Jeg bruger ikke slæde i dag. Jeg har fået et nyt fartuhyre”, svarede Ejner og viste os et stykke metal af en slags, der var bøjet lidt op i den ene ende.
”Kan den glide”, spurgte Peter.
Ejner svarede ikke men satte sig bare på metalpladen, der ikke var større, end han lige kunne sidde der og holde fast i den opbøjede kant med hænderne, og af sted gik det.
Det gik stærkt, så stærkt, at han røg ud over kanten for enden af bakken og ned af det sidste stykke mod stakittet, hvor vi ikke mere kunne se ham.
”Hvor fanden blev han af”, sagde Torben, ”mon han røg gennem stakittet?”
Så kom Ejner op igen med sin blikplade-slæde under armen. Han så lidt rystet ud og havde sne over det hele.
”Hold da kæft”, råbte han. ”Jeg blev nødt til at kaste mig af i sidste øjeblik, ellers var jeg blevet slået til fiskefars mellem stakitspolerne”.
”Hvor har du fået den fra”, ville Peter vide og pegede på kælken.
”Den har Store Ole lavet til mig, Jeg var der omme i går aftes sammen med min far”.
Store Oles far var smed og havde et værksted lige i nærheden af hvor farmor og bedstefar boede.
”Tror du også vi kan få en”, spurgte Torben.
”Det ved jeg ikke, men vi kan da prøve at gå der hen senere”, svarede Ejner.
Hos Store Ole.
Det blev temmelig meget senere, de kom hen til Store Ole, for eftermiddagen gik med kælkning ved Sømandskirken, og de fik skam lov til at prøve Ejners nyanskaffelse. Og den var hurtig.
Da det var blevet lygtetid, skulle en del af de andre hjem, men Torben, Ejner og Peter gik over til smeden og bankede på.
Det var Oles mor, der åbnede. Hun så noget forbavset ud, da Ejner spurgte om Ole kunne lege. Han var trods alt konfirmeret, mens det kun var Ejner der var startet i skole af de tre andre. Torben og Peter skulle starte til sommer, og de havde begge to været oppe på skolen for at vise inspektøren, at de kunne nå venstre øre med højre hånd hen over hovedet. Det sidste havde Peter været noget nervøs over, for tænk nu, hvis hans arme var for korte.
Bedstefar sagde tit, at det var noget skidt, hvis man havde for korte arme og kløede et hvis sted, men så sagde farmor ”AKSEL” og så fik de aldrig at vide, hvor det kløede.
Store Ole kom ned fra sit værelse, som lå på 1. sal med vindue ud til gaden.
”Hvad vil I”, spurgte han og så på Ejner. Ejner sagde så, om ikke Ole lige kunne komme med ud i gården, for der var lige noget de skulle spørge om.
Store Ole gik med, men han så godt nok sur ud.
”Du skal sgu ikke komme rendende her, og så med sådan en flok små rollinger”, knurrede Ole, da døren var blevet lukket bag ham.
”Må Torben og Peter også få en blikslæde”, spurgte Ejner, mens han så ned på sine støvler.
”De synes, den du lavede til mig var skide god”, fortsatte Ejner.
”Ja, det er rigtigt, den er skide hurtig”, sagde Torben. Peter sagde ingenting, for han kunne se at Store Ole blev helt underlig i ansigtet
”I er sku da ikke rigtig kloge. Tror I bare, jeg kan gå ind og hugge materialer hos den gamle uden han opdager det?” hviskede han næsten.
Nu var Peter parat til at gå hjem. Han havde ikke haft den tanke overhovedet, at det var noget ulovligt de var i færd med her.
”Jeg tror altså ikke, jeg skal have en alligevel”, fik han fremstammet, ”og jeg skal også hjem at spise nu”.
Store Ole værdigede ham ikke et blik.
Peter så på Torben, for at se, om ikke også han ville gå, men han rykkede bare lidt tættere på Ejner og kikkede op på Store Ole. Så vendte Peter rundt og gik ud af gården og over vejen hen mod farmor og bedstefar.
”Nå, der kommer du. Vi skal også til at spise nu. Har du ikke Torben med hjem. Hans mor har været ude at kalde to gange nu”.
Det var farmor der modtog Peter i døren. Hun forventede ikke at få noget svar, så Peter mumlede bare et eller andet om Ejner og Store Ole og gik ind i køkkenet. Her sad bedstefar allerede ved klappen og ventede på kartoflerne. Bedstefar fik sin helt egen portion kartofler, kogt i sin helt egen gryde. Han skulle nemlig have så meget salt i, at andre ikke kunne spise af de kartofler. Peter havde prøvet, men de smagte grimt. Bedstefars kartoffelgryde var altid helt hvid af salt rundt kanten og farmor gemte den væk i det lille rum, der var under trappen, for de andre koner på vejen skulle i hvert fald ikke se den. Sådan var hun lidt sær, synes Peter.
Hvad kunne det gøre, hvis nabokonen så bedstefars kartoffelgryde. Det var ligesom med bedstefars lange underbukser, ”jenslynerne” som bedstefar sagde. De blev heller aldrig hængt til tørre på tørresnoren i gården. De hang altid for sig selv, inde i baghuset. Bedstefar havde tre par jenslynere. To til daglig brug og et par til fint brug. De sidste var næsten hvide.
Vi fik stegt flæsk med persillesovs. Peter fik persillesovs uden persille, for det brød han sig ikke om.
”Skal drengen nu have særbehandling igen”, kom det over fra bedstefar. Det sagde han altid, men det tog de sig ikke af, for glemte farmor at tage sovs fra til Peter uden persille i, så skældte bedstefar ud over det. ”Du ved da godt at knægten ikke kan lide det grønne skidt i sovsen”, lød det så.
Fartdjævle af blik.
Næste morgen sad Peter i køkkenet og kikkede ud af vinduet, for at se efter Torben. Han plejede jo at komme, lige så snart han havde fået morgenmad, men i dag lod han vente på sig. Da der var gået lidt tid, tog Peter tøjet på og gik uden for. Bedstefar stod igen og skovlede sne.
”Skal du hjælpe i dag”, spurgte han. Peter tog sin skovl og gav sig til at skovle sne inde i gården. De lagde det i en stor bunke op mod gavlen.
”Det ligner en hel iglo”, sagde bedstefar, ”men det ved du måske ikke, hvad er for noget”.
Så forklarede han mig, hvordan man på Grønland hos eskimoerne byggede huse af sneklodser. ”Man kaldte dem bare for igloer, og det er fordi de ikke taler dansk på Grønland”, fortalte bedstefar og prøvede at se klog ud under pelshuen med øreklapper.
Det blev næsten middag inden Torben dukkede op, men det var værd at vente på. Han kom med to flunkende nye blikslæder.
”Den ene er til dig”, råbte han inden han var nået helt over vejen. Store Ole lavede dem til os her til morgen, da hans far var kørt.
Peter skyndte sig at løbe Torben i møde.
”Værsgo, du kan tro det var svært at få ham overtalt”, sagde Torben med overlegen mine.
”Men så lovede jeg ham, at jeg nok skulle spørge Lene, om hun ville komme sammen”.
Lene var Torbens storesøster, og hun var lige så gammel som Store Ole.
”Vil hun da det?” spurgte Peter lidt nervøst. Han var nemlig selv lidt lun på Lene, selv om hun var alt for gammel, og selv om han heller ikke skulle have en kæreste.
”Er du rigtig klog”, svarede Torben. ”Hun siger, hun hellere vil være kærester med en af dem nede fra kasserne end at være kæreste med Store Ole”.
”Så må hun godt nok ikke kunne lide Store Ole,” tænkte Peter, for dem nede fra kasserne var nogle gamle ulækre mænd, der altid var fulde. Farmor kaldte dem for ”spritterne”, men det vidste Peter ikke helt hvad betød. Sprit var da noget farmor og mor pudsede spejle i.
”Kom du ikke for sent hjem i går”, spurgte Peter.
”Jo, men den gamle kom slet ikke, så mor skældte ikke engang ud. Hun gemte røvfulden til far, da han endelig dukkede op her til morgen. Han var pissefuld, og havde brugt det meste af hyren.
Mor siger, at nu skal vi have vandgrød resten af måneden for at klare den, men det siger hun altid, når han har drukket pengene op.”
”Du kan da bare gå ind til farmor og få lidt at spise. Hun har altid noget i skabet,” sagde Peter mens han utilpas sparkede lidt i sneen. Han kunne ikke lide, når Torben snakkede om sine forældre på den måde. Det var så ubehageligt. Bedre at lade være, synes han.
”Nå, men skulle vi ikke se at komme hen til Sømandskirken og få afprøvet vores nye fartdjævle”, spurgte Torben og begyndte at gå.
Ved Sømandskirken var de andre allerede i fuld gang. Ejner havde arrangeret en konkurrence, hvor det gjaldt om at køre om kap ned af bakken. Han havde vundet hver gang indtil nu. Da han så Torben og Peter med deres nye slæder, skulede han til dem og snøftede: ”Nå, har I tigget jer til en også. Lad os så se om I kan noget.”
Så vendte han rundt og gik op på toppen af bakken og ventede på Peter og Torben. Da de alle tre var klar på toppen, råbte Ejner til de andre drenge, at de skulle se at komme væk, for nu skulle der køres stærkt.
”Er I klar. Når jeg siger nu”, sagde Ejner uden at kigge på dem. ”1, 2, 3” og så kastede han sig ned over sin blikslæde. ”Nu” skreg han, men da var han allerede et par meter foran.
Peter og Torben kastede sig over deres slæder og ned af bakken gik det i susende fart.
Ejner kom først.
”Du snød”, sagde Torben. ”Det gælder ikke”.
”Gu’ snød jeg da ej. Skal du have en på bærret”, svarede Ejner, og så stod de og stirrede på hinanden et par sekunder.
”Vi vil have en omstart, ik’ Peter,” sagde Torben.
”Jo”, hviskede Peter slemt nervøs for, om det her skulle ende i slagsmål. Han hadede at slås og gjorde, hvad han kunne for at undgå det.
”Dårlige tabere”, sagde Ejner så og snurrede rundt og løb op mod toppen af bakken. ”Så kom da”, råbte han.
Peter og Torben skyndte sig efter ham og nåede toppen af bakken inden han havde fået lagt slæden fra sig på sneen.
”Jeg tæller denne gang”, sagde Torben.
”Nix, det gør Peter, for han snyder ikke,” svarede Ejner uden at se på Torben, der uden videre vrøvl accepterede det.
”1, 2, 3 – nu”, råbte Peter og kastede sig over sin slæde.
Denne gang var de nede næsten samtidig. Der var ikke mange cm. imellem dem og Peter blev bedt om at dømme mellem dem. Efter lidt tid sagde han: ”Uafgjort mellem Ejner og Torben og mig selv nummer tre”.
”Ok”, sagde Ejner og Torben og dunkede hinanden på skulderen.
”Skal vi ikke lave et slædehold”, spurgte Ejner. ”Det kunne hedde blikdjævlene”.
Og sådan blev det så resten af eftermiddagen. Blikdjævlene kørte fra alle de andre og den lille kælkebakke ved Sømandskirken blev slidt godt og grundigt ned.
”I morgen prøver vi Fyrbakken”, sagde Ejner, da de gik hjemad. ”Ok, det bliver sjovt”, svarede Torben.
Peter sagde ingenting, for han vidste, at han ikke fik lov at tage helt derud. Det var jo helt nede ved Vippefyret i Østerby.
0 kommentarer:
Send en kommentar