Konfirmation, emneuge, lejrskole og eksamenstid har umiddelbart ikke så meget med hinanden og gøre, kunne man tænke. Det er også helt rigtigt, men ikke desto mindre er det emnerne her.Vores den yngste, Sebastian blev konfirmeret her den 18. maj. Det kræver en masse forberedelse, sådan en fest. Vi har jo hele familien andre steder end på Ærø, så der kom gæster fra stort set alle egne af landet. Næsten alle inviterede mødte op, så det var rigtig dejligt. Alle de "gamle" mostre, tanter og onkler kom på nær et par stykker, der desværre ikke kan klare turen mere. De var selvfølgelig savnet sådan en dag, hvor alle vi andre kunne hygge os med en masse snak.
Det var en rigtig god dag for Sebastian, og for alle andre i selskabet, skal man tro de tilbagemeldinger vi har fået. Næsten alle var kommet allerede om fredagen og fik tid til at se vores dejlige ø, som selvfølgelig viste sig fra sin bedste side med solskin og dejligt vejr. Nogle var også ude at spille golf, og de blev som så mange andre bjergtaget af banen med dens fantastiske beliggenhed. Onkel Kaj er allerede igang med at arrangere den næste tur til Ærø med golfudstyret. Selv fik jeg ikke udgangstilladelse af fruen, da hun mente, vi havde rigeligt andet at se til i dagene op til konfirmationen. Det var vel også rimeligt nok.
Det var dejligt at se dem alle sammen samlet igen. Tak fordi I kom.
Blå mandag blev der ikke noget af til mig. Vi startede emneuge på skolen. Det handlede om vikingetiden, og vi begyndte mandagen med at døbe vores nye vikingeskib "Ravnens Øje" som nu er en del af legepladsen. Skibet er lavet af Peter Lundtang, som er forældre på skolen. Det er rigtigt dejligt med den flotte opbakning, vi altid får fra forældreside her på skolen. Kom forbi og se vidunderet. Det er altså flot.
Personligt var jeg noget mat i sokkerne mandag morgen, men når man så oplever den gode stemning der er blandt kollegaer og elever, så trækker man sig selv op og er med. Det blev en rigtig god uge, hvor vi lavede rigtig mange flotte ting og lærte en hel del om, hvad der skete i vikingetiden.
Lejrskoletid er det jo også. Vi har haft 6. klasse på den traditionelle tur til Bornholm, og jeg selv var på Ulveholm med 3. klasse. Ulveholm er kommunens, men det deles med hjemmeværnet. Det kan man godt se, for der er altid møg beskidt. Heldigvis kommer der så engang imellem en skoleklasse forbi i nogle dage, og når de er rejst igen, er Ulveholm gjort pænt rent. Området ved Ulveholm er fantastisk flot beliggende med udsigt over vandet mod Drejø. Det meste af området er i dag en del af øhavs-sti-systemet og der er også en primitiv lejrplads på stedet. Bestemt et besøg værd.
Eksamen har vi ikke så meget med at gøre på en skole med elever til 6. klasse, men når man har to døtre, der går henholdsvis på sidste år på handelskolen og på andet år på seminariet, så får man del i det. Telefonen ringer heldigvis tit, hvis pigerne skal spørge om noget, og af og til kan vi hjælpe. Det er da dejligt. Det er i øvrigt gået godt. Begge tøser har klaret det flot, og så skal man jo som bekendt huske at rose sine børn. Godt gået piger. Vi er stolte af jer.
Nu skal undertegnede så snart have ferie. Det er tid til at lægge øre til alle de misundelige bemærkninger om, hvor godt en skolelærer har det, og om al den ferie vi altid har. Det er ligeledes tid til at ruste sig mod alle de perfide angreb dagspressen og en god del af vores politikere bruger agurketiden på at rette mod lærerstanden. Men kom bare an. Jeg har opsagt avisen, og jeg ved jo godt, at der ikke er nogen af jer politikere, der vil bytte job med mig. Det har I det for godt til.
God sommer.
0 kommentarer:
Send en kommentar