I fredags da jeg gik hjem fra skole, var humøret ganske højt. Det til trods for, at jeg godt vidste, at der ventede en større gang rengøring. Jeg var nemlig på vej hjem til påskeferien. Det er jo en af fordelene ved at være skolelærer, vi har lidt flere fridage end så mange andre.
Lørdag fik vi mellemste datter vel hjem fra Ægypten, og det blev lige til et par timer på golfbanen, godt nok helt alene, da mine sædvanlige "legekammerater" var blevet forhindret. To var på familiebesøg på Fyn, og en var taget på bustur til Italien for at bo i Amaronedistriktet, den stakkel. Bare han nu klarer det! Nå, men det gik da meget godt, selv om det nu er sjovere at have nogle at spille sammen med. Om aftenen havde vi gæster til lidt god mad og noget god vin. Det gik også godt.
Søndag skulle vi til håndbold, for at se yngste skud på stammen spille. Det gik rigtig godt. De vandt med en enkelt pind. Det er i øvrigt en dejlig måde at få luftet sine frustrationer på. Tænk man kan sidde der og råbe efter andre uden det har andre konsekvenser, at ens søn meddeler en, at man er pinlig. Det er jo hans problem, skulle jeg mene. Som forældre har man da retten til at være pinlig og til tider direkte håbløs i en teenagers øjne -eller hva'? Om eftermiddagen havde jeg heldigvis en aftale på golfbanen med min skoleinspektør og en af de fra familietræf hjemvendte legekammerater. Det blev en rigtig god eftermiddag, og jeg har lovet at prale vidt og bredt om, at førnævnte inspektør lavede Hole in one på hul fem. Heldigvis er det da ikke noget der tæller nogen steder, da vi spiller på vintergreen, for ellers bliver han da ikke til holde ud at være i nærheden af. Men flot , det var det.
Så er det blevet mandag. Konen står op til normal tid, hun skal jo på arbejde, den stakkel. Jeg bliver liggende så længe jeg kan holde det ud. Udenfor skinner solen, fuglene kvidre og hunden ligger og nyder livet op af en gammel træstup. Mellemste datter ligger på sofaen og småsover let smilende, hun er forelsket, mens fjernsynet kører med noget morgen-tv.
Så kommer det. Endnu to danske soldater er blevet dræbt i Afghanistan Endnu to danske soldater er dræbt et sted i verden, hvor vi fandeme ikke har noget at gøre.
Fanden tage dig Andres Fogh og alle dine ligesindede, der mener at Danmark skal være en krigsførende nation.
God påske.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Det er da ens ret... Altså at være Pinlig som teenager forælder *ggg*
Send en kommentar