
Siden september 2008, har jeg haft fornøjelsen af at være konstitueret skoleleder på vores lille skole i Søby. Det er et dejligt job, hvor jeg er omgivet af lidt mere end 100 herlige børn og to håndfulde gode kollegaer.
Jeg har søsat nogle nye/andre ideer om den måde vi organiserer os på i det daglige arbejde. Det har givet anledning til nogen diskussion. Meget sundt tror jeg, men jeg har da opdaget, at et gammelt kinesisk ordsprog ikke er så forældet endda.
"Når forandringens vinde blæser reagerer folk på to måder. Nogle bygger læhegn andre sætter vindmøller op".
Jeg har haft nok at se til, i den tid der er gået,og nogle dage kan jeg godt mærke, at der ikke er overskud til nogle af de ting, jeg ellers ville have gjort.
Det kan både være overfor familien, vennerne eller bare det at deltage i lokale begivenheder. Det undskylder jeg meget, men håber samtidig på forståelse.
Her for nylig holdt vores lokale værft stor reception efter endt ombygning af kontor og lager m.m. Hele byen var på besøg, vel sagtens, men ikke den ny skoleleder. Jeg orkede ikke. Havde været til møde på rådhuset det meste af dagen, og var bare bombet, da jeg kom hjem.
Efterfølgende synes jeg bare, det var for dårligt, at jeg ikke havde været forbi, for værftet er altid en god ven af skolen. Jeg kunne jo godt have nået det, men sådan gik det ikke.
Jeg er ved at lære, at jeg skal til at sorterer grundigt i hvilke møder der er strengt nødvendige at komme til, og hvilke der kun er til, fordi andre synes det bør vi da mødes om.
I guder, hvor har jeg allerede spildt meget god tid på rådhuset.
Jeg vil gerne hermed bringe en opfordring til alle organisationer, udvalg, ledere og ansatte i den kommunale verden.
INDKALD KUN TIL MØDE, HVIS DER ER NOGET AT HOLDE MØDE OM!
Nå, men nu er det tid til en lille ferie her til Stor Bededag. Jeg skal i øvrigt huske at hente hveder, og til aften skal vi ud at se yngste manden spille pokalkamp i fodbold mod OB. Det er stort.
Og så på søndag skal undertegnede selv ud at lege. Der skal spilles holdmatch i golf. Ærø Golfklub mod Midfyns - på udebane. Jeg glæder mig som til et lille barn.Det bliver nogle rigtig gode fridage, og jeg håber at alle i andre derude kan glæde jer på samme vis.
0 kommentarer:
Send en kommentar